Skip to content

Videnskabsfolk overdriver også.

Videnskabsfolk er kittelklædte, har brændende øjne, og vejer alle deres ord på guldvægte.

Øhm. Not.

I hvertfald ikke altid det med guldvægtene.

Medieopmærksomhed er blevet vigtigt for videnskabsfolk. Medieopmærksomhed kan nemlig være vejen til at få flere forskningsmidler. Det betyder fx. at hvis en gruppe forskere har lavet en spændende undersøgelse, så bliver der sendt en pressemeddelelse ud fra universitetet. Eller hvis deres undersøgelse udkommer i et videnskabeligt tidsskrift, så sender tidsskriftet en pressemeddelelse ud. Det er jo business! Men som altid med pressemeddelelser, så kan resultaterne risikere at blive “hypet”. For eksempel ved at tage et nyt, videnskabeligt spændende resultat – og så lade det kikke så langt ud i de svage sandsynligheders fremtid at det slet ikke giver mening. “Dette her kan måske blive til en ny slags medicin engang!” Jovist. Hvis ikke at jeres resultater var på et så tidligt stadie; hvis ikke langt de fleste ideer til ny medicin fejler undervejs; hvis og hvis og hvis. Der er et friskt, dansk eksempel på mild hype hér.

Måske i erkendelse af at det er sådan, slutter det meget anerkendte tidsskrift Nature alle deres pressemeddelelser sådan her:

HYPE: We take great care not to hype the papers mentioned on our press releases, but are sometimes accused of doing so. If you ever consider that a story has been hyped, please do not hesitate to contact us at press@nature.com, citing the specific example.

Med andre ord – journalister og videnskabsfolk kan være lige gode om at hype.

Husk lige det, næste gang du ser en avisoverskrift om medicin.

Specielt hvis den indeholder ordene kræftkur, mirakelmedicin eller  ungdomspille.

Reklamer

Urtemedicin => urinvejskræft

Der var engang i Belgien. Der var engang, i 1993, en belgisk slankeklinik der brugte urtemedicin til klienterne. De fik slankepiller indeholdende en  traditionel kinesisk urtemedicin. Men pludselig fik mere end 100 af de raske klienter urinvejskræft, nyreskader og nyresvigt.

Dét er noget der kan få myndighederne ud med lupperne! Man fandt da også ret hurtigt årsagen: Urtemedicinen indeholdt Hjertebladet Slangerod (Aristolochia clematitis)I Slangerod findes der et stof der hedder aristolochinsyre. Når man indtager det, vil det blive nedbrudt i kroppen og, nåja, tisset ud. Men desværre er stoffet giftigt og kræftfremkaldende for nyrer og urinveje. Så på aristolochinsyres vej ud gennem nyrerne og urinvejene får man altså, hvis man spiser Slangerod, ødelæggelser i nyrerne og en særlig aristolochia-mutation i DNA. Mutationer = større kræftrisiko.

Der var engang i Taiwan. Taiwan har (haft) verdens højeste forekomst af urinvejskræft og nyreskader. Mærkeligt høj. Så høj at landet er blevet kaldt for “land of dialysis”, nyrepatienternes land. En undersøgelse af 200.000 taiwanesere (i årene 1997-2003) viste så at hver tredie recept på naturmedicin indeholdt Slangerod. Hvilket vil sige at… at…. at… at… netop! Titusindvis af taiwanesere havde fået Slangerod.

En ny undersøgelse foretaget i Taiwan har lige fastslået at ud af 151 testede patienter med urinvejskræft, havde halvdelen tydelige aristolochia-DNA-mutationer. Det kan man da kalde et videnskabeligt vink med en vognstang.

Der var engang i – Kina? Slangerod findes stadig til salg rundtomkring, selv om myndighederne holder skarpt øje med det. Og i Kina – dér ved man ikke hvor mange mennesker der stadig får Slangerod i den traditionelle kinesiske medicin.

Herfra skal der lyde den sædvanlige kanonsalut: Urtemedicin kan være godt. Men det kan også være – undskyld mig – allerhelvedes dårligt.

Liv, død, blod, og Faktor XIII

Faktor 13 lyder som en dansk thriller.

Factor XIII lyder som en amerikansk thriller, hvor der har været en smart grafisk designer med i spillet.

Her på Mediemedicin holder vi os til lægemidler. Og her handler Factor XIII om blod og liv og død – for bløderpatienter.

Bløderpatienter mangler vigtige stoffer (faktorer) i blodet som får blodet til at størkne normalt. Mennesker med forskellige typer af blødersygdommen mangler forskellige faktorer. Uden faktorerne – ingen standsning af blødninger. Og det gælder uanset om du får et snitsår i pegefingeren, forstuver anklen, eller får en slem bule i hovedet! Patienter kan blive behandlet ved at få blodtransfusioner, eller ved at få indsprøjtninger med manglende faktorer. Faktorerne kan udvindes af blod fra donorer, men det kræver rigtig meget donorblod, og det giver risiko for forskellig slags smitte gennem donorblodet. Det er smartere at lave faktorerne som man laver insulin: At få gær eller andre celler til at fremstille dem. Det er bare kanondyrt at udvikle.

Det er lidt specielt med Factor XIII, for hvis man mangler Factor XIII kan man godt danne størknet blod, men kun kortvarigt – så går det størknede blod fra hinanden, og man begynder at bløde igen. Det er heller ikke smart.

At mangle Factor XII er en meget sjælden, medfødt, arvelig sygdom. Der er måske kun mellem 500 og 1500 patienter der mangler Factor XIII.

I hele verden.

På trods af denne lillebitte kundegruppe, så har Novo Nordisk valgt at ville lave Factor XIII som nyt lægemiddel. Med så få patienter, så bliver Factor XIII helt sikkert ikke en stor overskudsforretning for Novo Nordisk (hvis det lykkes), og derfor synes jeg ekstra godt om projektet.

Ja, det ser pænt ud; ja, det kunne give pæne pressehistorier; men egentlig har Novo Nordisk gået ret diskret med dørene med Factor XIII. De har ikke skamredet deres gode etik og vilje offentligt, men de sender et stille, klart signal til patienter med hæmofili om at Novo Nordisk gerne vil tilbyde lægemidler til hele deres patientgruppe indenfor blødersygdommene. Også de få der mangler Factor XIII.

Factor XIII er ikke et lægemiddel endnu. Der er et stykke arbejde tilbage, før Factor XIII kan blive til det nye lægemiddel NovoThirteen®. Hvis det altså lykkes.

7-9-13.

Lars Rebien Sørensen flytter… og vejen flytter med.

Jeg har hørt en god historie.

Koncerndirektør for Novo Nordisk Lars Rebien Sørensen og resten af hans topledelse skal flytte næste år. De er ved at bygge nyt i Bagsværd, og topledelsen skal hen og sidde i et nyt hus. Sådan cirka lige rundt om hjørnet fra det gamle HQ.

Der er bare en enkelt hage ved det. Eller en dobbelt hage.

At lave lægemidler er en helt enormt kontrolleret affære. Og det medfølgende papirarbejde sammen med myndighederne er, udover at være enormt stort, ret dyrt. Kontakt med de forskellige Lægemiddelstyrelser koster afgifter hver gang. Afgifternes størrelse er reguleret af EU, og for eksempel koster et møde med den Europæiske Lægemiddelstyrelse (EMA), hvor virksomheden får “scientific advice”, 69.600 €. Det løber op – og det gør hver eneste ændring i et stykke papir.

Når man er en medicinalvirksomhed, så skal der i samtlige ansøgninger, beskrivelser, bindende dokumenter, medicinpakninger og indlægssedler osv. stå en adresse på lægemiddelvirksomhedens hovedkvarter. Det er ikke noget man tager let på. I Novos tilfælde står der “Novo Allé, 2880 Bagsværd”. Men hvis nu koncernledelsen (og dermed hovedkontoret) flytter hen på Krogshøjvej, så bliver der ballade. For det første er der sindssygt mange dokumenter der skal rettes i, med deraf følgende omkostninger. For det andet – ja, så lyder “Novo Alle” lidt mere cool end “Krogshøjvej nr. noget”.

Hvad gør man så?

Så flytter man selvfølgelig vejen! Eller rettere, den lille stump vej der nu hedder Novo Allé skifter navn til Brudelysvej, mens en lille ny stump vej ved det nye HQ kommer til at hedde Novo Allé. Med en pragmatisk tilladelse fra Gladsaxe kommune, selvfølgelig.

 

Småbørn, sovemedicin, en nyhedsjæger, og 23.000 høns.

Lægemiddelstyrelsen har en fin side hvor man kan slå op i statistikken over lægemiddelforbruget i Danmark. Det hedder MEDSTAT (se: medstat.dk), og det er såre enkelt at slå op i. En nysgerrig person kan for eksempel slå op under lægemiddelgruppen “Sove- og angstdæmpende medicin” og klikke på aldersgruppen 0-4 år (begge køn) for 2010. Og så kan den nysgerrige person få at vide at der er udskrevet 23.000 doser til denne aldersklasse i 2010.

Det var der en nyhedsjæger der gjorde. Fra metroXpress. Og så fløj fjerene sagomelme.

Og det blev til: “Stik mod Sundhedsstyrelsens anbefalinger fik i alt 2.274 babyer og småbørn samlet 23.000 sovepiller i 2010.” [avisen.dk]

Det blev til: “Børn tager 245.000 sovepiller om året.” [Politiken]

Det blev til: “Ukendt risiko for sovepille-børn.” [TV2 Nyhederne]

Det blev til: “Det er et meget højt antal, som man må og skal gøre noget ved med det samme, for børn skal ikke have sovemedicin. Men tallene er udtryk for, at børns dårlige søvnvaner – og deraf følgende søvnproblemer – lige nu er et kæmpe problem i familierne” [Læge Vibeke Manniche, i MetroXpress]

Det blev til: “Raske børn skal ikke have sovemedicin, og er det et længerevarende forbrug, er det stærkt problematisk” [Steffen Thirstrup, Lægemiddelstyrelsen].

Og det nåede at blive til mange flere overskrifter.

Hvis nu nyhedsjægeren (der er andre ord der frister mig her, men jeg afstår!) fra metroXpress havde løftet blikket – bare løftet blikket lidt opad på skærmen – havde nyhedsjægeren set følgende med fed: Beroligende midler, til behandling af svær angst, som sovemedicin og mod kramper (inkl. feberkramper). N03AE anvendes endvidere mod epilepsi.

Kramper, feberkramper og epilepsi? Så er de 23.000 doser nok ikke bare “sovemedicin”. Så er det nok ikke bare til babyer som forældrene ikke kan få til at sove! Og Lægemiddelstyrelsen forsøgte da også at sige at tallene bl.a. dækkede diazepam, der bruges til feberkramper til børn, men den bisætning nåede aldrig rigtig ud i æteren.

Idag udsender Lægemiddelstyrelsen et nyhedsbrev hvor de berigtiger statistikken og slår et stor søm igennem historien: 97% af denne medicin er til feberkramper. Men nu har alle medierne forladt sagen. Og historien om de 23.000 høns har efterladt et slør af misinformation over samfundet af at “småbørn generelt er overmedicinerede med farlig sovemedicin”.

For lidt, for sent, for usynligt. For hulen da.

Men skylden for den tillids-ødelæggende historie ligger fortrinsvis på én person. Lad mig lige tale med den “nyhedsjæger” et øjeblik.

Transparens, transparens, transparens.

David Brennan er administrerende direktør for AstraZeneca i England, og han er dæleme ikke bange for at sige sin mening.

Han har for nyligt udtalt at samfundets tillid til medicinalindustrien er “broken” – knækket. Det gælder specielt i USA:

“In Sweden, AstraZeneca is one of the most highly-rated companies there, but in the United States the pharmaceuticals industry is rated down at the bottom of the pack because people see pricing, they see direct-to-consumer advertising, and they say ‘it doesn’t seem right that these guys should charge that much money for their drugs and be able to do direct to consumer advertising as well.”

“People will often say to me in the U.S, ‘why don’t you stop your direct-to-consumer advertising and lower your prices?’ So there’s an element of price, there’s an element of publicity associated with D-T-C advertising, there’s an element of transparency that enters into it — transparency around clinical trials, transparency  around marketing and sales practices — those are examples of things that influence the perception. We need to be upfront more on these issues.”

I USA er det tilladt at reklamere direkte til patienten (direct-to-consumer), og det har tydeligvis forværret medicinalindustriens image. Heldigvis ser det meget bedre ud her i Europa, men de øvrige punkter bøvler vi også med – diskussioner om pris, kliniske forsøg, og salgsfremmende aktiviteter.

David Brennan siger det klart. Tilliden er knækket. Løsningen er: Transparens, transparens, transparens.

Skolebørn i stort medicinbingo

Hver aften går jeg en sen aftentur med hunden. Aftenturen runder dagen af, med ro til at lade hjernen løbe friløb. Tit dukker der en ide, en løsning, et koncept op undervejs. Klar formidling af lægemiddelviden optager mig en del, og en stille efterårsaften kom der en besættende idé: At lave et bingospil med medicin. Et Medicinbingo, hvor bingoværten for hver medicin på bingopladen kunne luske et stykke viden ind i bingodeltagerne.

Sådan kom Medicinbingo til verden, jeg blev lejlighedsvis bingovært (inkl. høj grå hat), og konceptet blev afprøvet for unge og gamle på Kulturnatten på mit universitet. Og det virkede.

Hvorfor lære om medicin? Men hvorfor har almindelige mennesker overhovedet brug for at vide noget om medicin? Kan man ikke bare læse recepten og tage sin medicin?

Vi kan sammenligne medicin med mad. I princippet kan et menneske sagtens leve uden at vide noget som helst om mad – f.eks. at tørrede bønner skal koges for at man ikke skal blive syg af dem, at porrer bør renses ekstra for jord i toppen for at det ikke skal knase mærkeligt i porretærten, eller at man har brug for forskellige fødevarer for ikke at blive fejlernæret. Men uden viden om mad bliver livet nemt en usundere og/eller dårligere oplevelse.

Det samme gælder for medicin. Hvis vi ved noget om vores medicin – om hvordan man opbevarer den og indtager den, for eksempel – kan vi få en meget sundere og bedre oplevelse med medicin. Til gavn for den enkelte, og til gavn for os alle i fællesskab.

Hvorfor Medicinbingo? Fordi det er sjovt. Og fedt. Det lyder meget bedre end oplysningskampagne-gaab-om-medicin. Og det sender ubesværet en stor informationspakke ud over rampen til både yngre og ældre.

Medicinbingo til skolebørn. I skrivende stund er Medicinbingo for alvor gået i luften. Netop nu tilbyder 84 farmaceutstuderende (der alligevel er ude på apoteksophold) undervisning om medicin og medicinsikkerhed til 4.-7.-klasser i alle ender og udkanter af Danmark. De studerende underviser endda gennemsnitligt flere klasser når de er ude. Hør lige her: Vi kan nå tusinder af skolebørn og lære dem om god medicinsikkerhed! Entusiastisk, gratis, godt. Og Medicinbingo er med i pakken. Tænk hvad dette projekt kan flytte. Tænk at Medicinbingo kan være med til det.

Jeg er helt vildt spændt på at høre hvordan det går derude.

Og nu skal jeg ud og gå tur med hunden.

%d bloggers like this: