Skip to content

En (lægemiddel)topchef skal tale med hjertet

14/11/2011

Sidst i september i år blev Lars Rebien Sørensen interviewet i 21 Søndag. Interviewet handlede om NovoSeven, og det satte nogle tanker i gang hos mig der har gæret lige siden. Ikke bare om NovoSeven, men også om hvilke krav der faktisk kan stilles til topchefers kommunikationsevner. On the screen and on the paper.

For at begynde med fakta, så er Lars Rebien Sørensen administrerende direktør for Novo Nordisk. Det har han været siden 2000, og Novo Nordisk har i den tid vist formidable resultater. Set udefra er han knalddygtig, han har øjnene på de rigtige mål, og han er lidt af en hård hund. Han er også (med egne ord) lidt mere teknokratisk end forgængeren.

Tilbage til 21 Søndag, hvor Lars Rebien Sørensen blev interviewet om NovoSeven. Jeg så det naturligvis, for det er altid spændende når en topchef skal kommentere en konfliktsag hvori der er divergerende forklaringer. Historien om NovoSeven var pikant, og den var fuldt bemandet  – med stævning, whistleblower, kritikeren Steffen Thirstrup, det hele. Og i essensen lavede Lars Rebien er et godt gennemført interview. Der var da, som jeg husker det, nogle argumenter der var lidt ude i gråzonen, men det må accepteres når kameraet kører.

Nu til problemet. Min sten i skoen. Myggestikket. Irritationsmomentet. Jeg synes at der er noget, der er langt værre og mere graverende i vejen med det interview: Der var ikke nogen følelsesappel i det. Nada. Nul. Zero. Der taltes om “patienter” og “kliniske studier”. Og Lars Rebien Sørensen talte frit og trænet. Og han sagde de korrekte ting. Og han havde sin brune jakke på (ikke det sorte sæt) og så venligsindet ud. Ja, det var et godt interview – men det interesserede os ikke! Ikke for alvor. Det fik ikke for alvor betydning. Vi blev ikke vundet over på hans side. Vi connectede ikke til det han sagde. Fordi der overhovedet ingen følelsesappel var i det. Der var ingen beskrivelser der kunne fænge os – for eksempel (og jeg digter bare) en beskrivelse af den svære situation man er i, når man vil undersøge om NovoSeven virker på traumepatienter, herunder måske svært skadede ulykkesofre der netop er bragt ind på skadestuen.

Fakta må da være nok, kan man indvende. Som videnskabsmand må du da vide at tal og data alene kan overbevise, kan man sige. Men jeg ved at tal og data kun kan overbevise, når det drejer sig om et meget snævert og veldefineret lille spørgsmål, såsom kiloprisen på et kilo pærer. Tal og data kan overhovedet ikke overbevise i en situation hvor intet kan bevises, og hvor tilliden alene gror på den forbindelse tilskueren danner til det menneske der taler. (Og, må jeg tilføje, man kan heller ikke formidle videnskabelige resultater, hvis ikke de har en kontekst der taler til mennesker.)

Det er sagt femhundredeogsyttentusinde gange før af kloge kommunikationsfolk: Topchefer bør kunne fortælle med liv og med hjerte. Jeg er nødt til at skærpe den for lægemiddelvirksomhederne: Fordi I har en fortjeneste på syge mennesker, så skal jeres topchefer pinedød kunne fortælle med liv og med hjerte. Det leder mig fint frem til mit sædvanlige opråb: Før nogle af jer ude i lægemiddelindustrien kan og tør fortælle om jeres sager på en måde så borgerne kan se jeres liv og jeres hjerte i det, så vil borgernes tillid til jer være en lille, sart og svagelig plante.

“Sikke noget vrøvl. Hvorfor skal topchefer og andre gode folk bruge tid på at fortælle os historier i medierne? Det koster bare tid!” hører jeg enkelte stemmer sige. Ja. Tillid koster tid. Tid koster penge. Men manglende tillid er mere end dyrt – det er forbandet dyrt – specielt i længden. Bare vent og se hvor meget kontrol myndighederne kan finde på at pålægge lægemiddelindustrien, hvis borgerne og myndighederne ikke har tillid…

Reklamer
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: